VICA A/S laver minibyggecentrum
Kolding-virksomheden satser på synergieffekt ved at samarbejde med andre.

 

Den kun seks år gamle Kolding-virksomhed, Vica A/S med adresse på Nordager 22, har store udvidelsesplaner.

Virksomheden har købt en 3.000 kvadratmeter stor nabogrund, og her vil der i løbet af efteråret blive bygget 1300- 1500 kvadratmeter lager til virksomheden selv og til udlejning. Samtidig skal en del af den nuværende virksomhed bygges om med kontorer, mødelokaler og et indendørs udstillingsareal på hele 1.000 kvadratmeter.

 

Hos VICA A/S er det muligt at se det nyeste inden for udestuer, pavilloner, orangerier og overdækninger. Virksomheden er grundlagt i forening mellem to jyske tømmersvende, Carsten Piihl og Anders Christiansen samt Victoria Burles. Virksomheden er baseret på mærket Nordic, der har 25 år på bagen.

 

De tre indehavere siger samstemmende, at de gerne vil etablere et samarbejde med andre virksomheder for på den måde at få en synergieffekt, som kommer alle parter til gode. Det kan være i form af fælles markedsføring, fælles “åbent hus” og andre former for tiltag, der på sigt kan gøre Nordager 22 til en slags minibyggecentrum.

 

-at få etableret et samarbejde med andre virksomheder, som under en eller anden form beskæftiger sig med noget, der tangerer vores branche, vil vi alle have meget at byde på. Vi kan f.eks. lave en fælles udstilling med vores produkter, havemøbler, fliser, markiser, gardiner og lignende. Samtidig kan vores samarbejdspartnere leje et kontor på 20-30 kvadratmeter hos os, og på den måde får vi etableret en helhed, lyder det fra de tre indehavere.

 

Carsten Piihl, Anders Christiansen og Victoria Burles er ikke i tvivl om, at der er basis for et minibyggecentrum i Kolding. De kan således melde om stor fremgang i antallet af ordrer hos VICA A/S, og alene her i 2010 er der blevet ansat yderligere fem medarbejdere.

 

-Vi har Danmarks smukkeste indendørsudstilling af udestuer, pavilloner og orangerier. På den måde kan vi på bedste vis vise vores produkter frem, og det er noget, vores kunder sætter stor pris på. Kan vi lave udstillingen endnu flottere, vil det givetvis få en afsmittende virkning på kundestrømmen, siger de tre indehavere.

 

For kvalitet i dit helt eget design se også karnapper - overdækket terrasse