Uderum til ro og fritid

Vi ønsker at indrette vores glasbygninger og haver, så de ikke er for arbejdskrævende og lægger op til, at vi kan bruge uderummene til ro og eftertænksomhed hen over sensommeren.

Æbler og blommer modnes, georginer og asters lyser op, og nu gælder det om at nyde synet af de tidlige aftentimers rødmende sol.

Fra udestuer og glasbygninger kan der være en pragtfuld udsigt til sensommeren. Og hvis man følger en af de aktuelle, stærke tendenser i Danmark, har man måske bevidst indrettet havens bygninger, så de ikke er for arbejdskrævende og giver gode muligheder for at nyde naturen – ikke mindst ved at forlænge uderummet til langt hen på sensommeren.

»Tendensen er, at man gerne vil bruge for eksempel orangerier og drivhuse mere som opholdsrum og placere den slags bygninger tættere på hovedterrassen og på boligen«, siger havearkitekt Janni Bjerregaard Lund, der arbejder med at planlægge, etablere og vedligeholde haver i sit eget firma RoomOutside ved Roskilde.

Hun oplever, at der lige nu er to tydelige tendenser i danskernes ønsker til haveliv.

Den ene gælder fortrinsvis den unge generation, der ønsker at dyrke grønt og frugt i haven, så de kan vise deres børn, hvor for eksempel gulerødderne og solbærrene kommer fra.

Den anden tendens gælder typisk en mere moden generation, som gerne vil bruge penge på at indrette sig med for eksempel isolerede glasbygninger, der giver rigtig meget lys og mulighed for at opholde sig nær naturen og i læ for vind og vejr langt ind i det efterår, som inden længe vil byde på lavere udendørstemperaturer.

»Den lidt ældre generation har mere et livsnyderperspektiv og ønsker et opholdsrum, hvor de kan slappe af, forlænge sommersæsonen og nyde naturen.

Det perspektiv møder jeg hos mennesker, der desværre har rigtig, rigtig travlt til hverdag. Når de så endelig har fri, så ønsker de at deres tid i haven skal være af høj kvalitet«, siger Janni Bjerregaard Lund.

Uderum til ro og fritid

Tilbygning med lys

For nylig havde hun tre kunder, der valgte at få orangerier som tilbygninger på deres huse:

»Har man en ældre bolig, hvor vinduespartierne ikke er så store, så kan man tilføje et orangeri til matriklen. Jeg har haft kunder, som efter at have fået et orangeri siger til mig, at de har sat spisebordet derud og er derude hver dag«.

Janni Bjerregaard Lund møder en del mennesker, der gør sig klar til den kommende pensionisttilværelse ved at bygge lækre uderum, som lægger op til, at man bruger rigtig meget tid derude. Det kan være med kaffekanden og en god bog, med musik i ørerne, med en hobby eller som et rum med ro til eftertænksomhed.

»Mine kunder efterlyser ikke så ofte de gode vækstbetingelser i et orangeri eller drivhus. De er mest interesserede i den hygge, de kan skabe i et orangeri. Det skal være hyggeligt, når man kommer hjem, hvis man har et travlt arbejdsliv.

Derudover betyder dufte en del. De planter, man vælger at omgive sig med, skal gerne dufte rigtig dejligt og være smukke. Det kan være, at man har nogle enkelte krydderurter og nyder den duft, de har, når man plukker af dem«.

Sanserne stimuleres i uderummet

For 20 år siden indrettede danskerne nye haver, der ikke krævede andet end en græsslåmaskine. Nu må der gerne være flere oplevelser at hente, så sanserne stimuleres – ikke mindst i form af rum til ro og eftertænksomhed.

En undersøgelse viser, at når boligejere renoverer deres uderum, står afslapning i dag øverst på listen over de formål, de ønsker af et uderum. Også det at kunne spise i et uderum er væsentligt.

Uderum til ro og fritid

Hellere glashuse end legehuse

Janni Bjerregaard Lund tror på, at vi fremover vil se flere, der tilbygger med en eller anden form for glasareal. Det hænder også, at hun selv anbefaler kunder at gøre det. For eksempel når unge familier fortæller hende, at de drømmer om et legehus til børnene i haven og siger, at det er noget, de gerne bruger penge på.

»Da plejer jeg at sige til dem, at hvis de har en drøm om at få et drivhus på et eller andet tidspunkt, så skal de hellere vælge et drivhus eller et orangeri fremfor et legehus og indrette et hjørne til børnene i det. Det siger jeg, fordi jeg oplever, at legehuse traditionelt er bygget med små vinduer, så de bliver så mørke. Og der kommer nemt blade og edderkoppespind i legehuse, og ofte ender det med, at børnene ikke bruger det ret meget. Så er det bedre med en lys glasbygning, hvor børnene kan lege restaurant med deres legekøkken i et hjørne«.

På Janni Bjerregaard Lunds hjemmeside roomoutside.dk har hun fremhævet et citat af skuespilleren Audrey Hepburn: »To plant a garden is to believe in tomorrow«.

Med det citat har hun lyst til at signalere til kunderne, at en have ikke er en ting, man kan skabe på en dag:

»Mange er vant til, at man kan lave ting færdige på en dag, men jeg synes jo, det er skønt at have projekter, der rækker ind i fremtiden. Har man stauder i sin have, kommer de jo igen år efter år. Uanset om man står i sit livs krise. Og fuglene bliver ved med at synge, selv når man oplever nogle bump igennem livet«.

book_online Book møde