Harmonisk minimalisme og dejlig, lys hulestemning
Fakta om projektet
Harmonisk minimalisme og dejlig, lys hulestemning
”Når vi sidder i orangeriet, kigger vi tit på hinanden og siger: Hvor er det bare rigtigt det her”, fortæller Lone fra Vester Nebel ved Egtved, som i april 2021 for første gang kunne sætte sig til rette i sit nye orangeri fra VICA sammen med familien.
Lige siden er det store, lyse rum blevet flittigt benyttet, fortsætter Lone: ”Vi manglede et hyggeligt uderum med aftensol, hvor vi kunne sidde og nyde maden uden at fryse – og allerede fra første dag og stort set lige siden har vi siddet herude og spist aftensmad. I weekenderne er det også her, vi spiser morgenmad. Det er som om, at man tager sig lidt bedre tid til det hele i de her omgivelser, så det er en rigtig dejlig måde at starte og slutte dagen på”.
Afslapning, arbejdsplads og hyggeaftener
I løbet af dagen bliver udestuen ligeledes benyttet i stor stil, og det gælder både til afslapning og som arbejdsplads, fortæller Lone: ”Min mand har flere gange indrettet hjemmekontor herude, og vores teenagedatter sidder her også tit – både med computeren og når hun har veninderne på besøg til en hyggeaften”.
”Atmosfæren er virkelig dejlig og sådan lidt huleagtigt – på den meget lyse måde. Og så nyder vi også virkelig at kunne følge med fra allerførste parket, når fuglene hopper rundt på græsplænen lige udenfor – og når robotplæneklipperen kommer forbi for den sags skyld”, griner Lone og henviser til, at udestuen er opført, så den ligger forsænket i forhold til havens terræn.
Det skulle ikke se "mormoragtigt" ud
Denne løsning blev resultatet af en længere proces, hvor flere firmaer havde givet deres bud på, hvordan en udestue bedst muligt kunne tilpasses familiens elegante, minimalistiske villa. ”Vi syntes let, det kunne komme til at se lidt for ”mormoragtigt” ud med en udestue, men hos Vica præsenterede de os for modellen her, som vi er rigtig glade for, da den passer perfekt til huset. Vi havde også overvejet flere forskellige slags uderum – men det var helt klart løsningen her, som passede os bedst. Nu kan vi nemlig gå direkte fra vores stue ud i orangeriet og videre ud på terrassen, som ligger i samme niveau”.
Et harmonisk bindeled
Udestuen fungerer således som et meget harmonisk bindeled mellem de indre og de ydre rammer om hjemmets opholdsmiljø, og her er foretaget flere forskellige tilvalg i forhold til at kunne skabe en god luftcirkulation, så den også kan benyttes på de varme sommerdage. ”Der skal ikke særlig meget sol til, før her bliver rigtig varmt, og derfor det dejligt både at kunne åbne opad og udad, så der kan skabes lidt gennemtræk”, afslutter Lone.
Orangeriet får inde- og udelivet til at smelte sammen
Åben huset op med det smukkeste uderum i glas – og træd direkte ud i lyset. Oplev hvordan hverdagens mange aktiviteter flyttes ud under åben himmel og skaber rammerne om det perfekte værested.
Gå på opdagelse i vores inspirationskatalog
Få inspiration til din drømmeløsning i vores eksklusive og interaktive inspirationsbog – som er meget mere end bare et katalog.
Her får du over 200 siders smukke billeder og videoer, fortællinger fra vores kunders eksklusive glasbygninger samt gode råd fra vores eksperter.