I havens dybe stille ro
Forskere taler om, at tilstedeværelse i naturen kan give oplevelse af at være væk fra hamsterhjulet og fra uløste problemer. Det er oplagt i sommertiden, hvor muligheden for at være ude i de lyse timer er stor.
De fleste har prøvet det, dengang de var børn: Den særlige oplevelse det er at blive så fascineret af noget i naturen, at alt andet et øjeblik forsvinder, og både krop og sjæl er helt i ro.
Det kan være engang, hvor man kom til intenst at betragte bølgernes kommen og gåen i vandkanten ved en strand. Eller dengang man lå på ryggen på græsset i haven og fik øje på, hvordan himlens skyer kan ligne alle mulige væsner fra engle til elefanter.
»Børn er fantastiske. Tænk på hvordan de kan blive fascinerede af bare at kigge på en blomst eller en bille eller noget, de får øje på i et lille krat.
Den dér lidt barnlige fascination, ro og væren kan man måske sige, at det er godt for mange af os at vende tilbage til sommetider«, siger konsulent Christina Bjørk Petersen fra Friluftsrådet.
Hun er leder af Friluftsrådets projekt Sund i Naturen.
Det er meget forskelligt fra menneske til menneske, hvad der skal til, før man kommer i den afslappede tilstand, som nogle forskere benævner med udtrykket ’being away’. Men man ved, at naturen kan være en hjælp, siger Christina Bjørk Petersen:
Christina Bjørk Petersen arbejder i Friluftsrådet som projektleder for projektet ’Sund i naturen’. »Hele tanken med projektet er at undersøge, hvordan man kobler natur- og friluftsliv til sundhedsdagsordenen og får synliggjort det potentiale, som natur- og friluftsliv har for sundheden«, siger hun.
»Nogle vil kunne finde det i deres have. Sådan har jeg det selv. Hvis man er rigtig stressramt, kan det godt være, der skal en anden form for natur til end blot at gå hjemme i sin egen have. Det kan være at komme i skoven eller at komme i en af de terapihaver, der er opstået, fordi man ved, at naturen har en afstressende effekt. Andre igen finder måske nærvær ved at gå en tur i en park«, pointerer hun:
»Vi har alle forskellige præferencer og behov, så det handler om, at man spørger sig selv: Hvad virker for mig? Og samtidig er det også vigtigt, at vi har fokus på at øge viden om, hvordan natur- og friluftsliv gavner sundheden«.
Med vores livsstil har vi nemlig rykket os væk fra naturen, og nu skal vi genopdage den. For naturen lige uden for vores hoveddør kan hjælpe os med at være i mental balance.
I projekt Sund i Naturen arbejder Friluftsrådet sammen med ti fokuskommuner på at opbygge og formidle viden om, hvordan friluftsliv og naturglæde bliver en del af løsningen i kommunernes arbejde med forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering.
Naturen har mental, fysisk og social værdi
Finder man ud af, hvad der skal til for en selv, kan man opsøge de omgivelser, som med Christina Bjørk Petersens ord får »hele nervesystemet til at slappe af«, fordi man har fornemmelsen af at være fascineret af noget, at have opmærksomheden på noget andet end sig selv og at føle ro.
Og naturen giver ikke blot mental ro. Den giver os også mulighed for at bevæge os, og så har det god social værdi at være ude i naturen sammen med andre.
Friluftsrådet er en paraplyorganisation for et bredt spektrum af friluftsforeninger, der arbejder i det fri - for eksempel lystfiskere, golfspillere og orienteringsløbere. Christina Bjørk Petersen gør opmærksom på, at naturen er et andet rum end en bygning at dyrke fællesskaber i:
»Der er friere rum og højere til loftet i naturen. Naturen er ikke løsningen på alt, men kan være et bidrag til at løse nogle af de samfundsmæssige problemer, vi står over for lige nu«.
Lige nu står mange blomster i fuldt flor i haven. At fascineres over og fordybe sig i synet af en enkelt af dem kan give nogle mennesker fuldkommen ro og fornemmelse af at være væk fra hverdagen og dens problemer.
Grønne åndehuller er vigtige
Engang boede vi ikke så tæt i byer, som vi gør i dag. Det er en af de ting, som er medvirkende til, at vi er nødt til bevidst at indtænke grønne åndehuller i vores fysiske omgivelser. En anden grund er, siger Christina Bjørk Pedersen, at vi hele tiden modtager impulser, der forstyrrer vores ro:
»Vi bliver bombarderet med mails, vi har næsten altid vores smartphone på os, og vi får de hele tiden konstant stimuli. Det er naturen modpol til. Den kan tilbyde ro, og at vi på anden måde har opmærksomheden på det, vi oplever lige nu. Det er lettere at være tilstede i naturen«.
Mennesker, der bor tæt på grønne områder, tyder ifølge forskere på at have færre sygdomme og i det hele taget bedre trivsel. Christina Bjørk Petersen henviser i den forbindelse til teorier om, at det grønne giver positiv sansestimulering:
»Det giver en pause fra hele det stressbombardement, vi oplever i vores hverdag, og det giver også oplevelser«.